Audition “Et juleeventyr”

AUDITIONS ER MANDAG D. 26. og TIRSDAG d. 27. juni i tidsrummet 15.45-18.00:-)

Vælg én af rollerne i ét af de tre tekstuddrag fra Charles Dickens’ “Et juleeventyr”.

Piger kan sagtens spille manderollerne i stykket. Et udvalg af elever arbejder på at omskrive teaterstykket, så Scrooge kan fx sagtens være en kvinde.

Prøv at spille så meget skuespil som muligt, når du er på. Det fungerer bedst, hvis du kan dine replikker udenad, men det er ikke et krav.

Sang er heller ikke et krav, men vi vil meget gerne høre dig synge et uddrag af en selvvalgt sang.

Efter audition samles et hold af skuespillere, som arbejder med stykket og tildeles roller i løbet af øveprocessen.

 

Uddrag 1

Scrooge:        Hvad er nu det for et spektakel? Åh, det er dig —ja, det burde jeg have sagt mig selv! Blot fordi jeg et øjeblik er uopmærksom, så skal du straks skulke fra dit arbejde. Hvad er det, du laver?

Bob:               (Mens han skynder sig tilbage til sin pult) Jeg beder meget undskylde, hvis jeg kom til at vække Dem, sir. Jeg prøvede bare, om jeg kunne få lidt varme i kroppen. Det er —           med Deres tilladelse — en bidende kold dag — selv af en juleaftensdag at være, Mr. Scrooge.

Scrooge:         Såh — er det det? Det lader nok til, Mr. Cratchit er sart, hvad? Du kan jo bare bestille noget, det er det, du får din betaling for…

 Børnene begynder på en ny sang.

… og så de forbistrede unger! Få dem dog til at holde op med det afskyelige spektakel!

Bob:                Jamen, det er jo julesangerne — børnene, som går rundt og synger for folk nu i   juletiden.

Scrooge:         Julesangere! Jo, det er en skandale! At de ikke skammer sig for at rende rundt og flå pengene ud af folk uden at gøre så meget som en smule gavn for dem. Snyltere er de!

Bob:                 (Med et lille “lys” løjet) Jeg synes, det lyder kønt — jeg kan godt li’ at høre dem synge…

Scrooge:          Jamen, det kan jeg ikke. Jeg kan ikke fordrage det. Forresten er der ingen, der har spurgt om din mening — og se så at få de dumme unger væk, straks!

Bob:                 Jeg er bange for, det ikke lader sig gøre, Mr. Scrooge — der er også andre end mig, der gerne vil høre dem.

Scrooge:          Så træk gardinerne for — det vil i hvert fald dæmpe for lyden og også hjælpe mod trækken. (Gnider hænderne) … jeg tror, vinden er i øst i dag…

 

Uddrag 2

Værelset er nu næsten mørkt, bortset fra de næsten slukte gløder i kaminen. Et svagt spot sættes på stolen, hvor Scrooge atter har sat sig. Efter en tid høres bankelyde på døren, og Scrooge rejser sig og går hen og åbner døren. Ingen viser sig. Tydelig nervøs lukker han døren og låser omhyggeligt. Går eftertænksomt lidt frem og tilbage, derpå hen og trækker gardinerne til side for at se ud. I det samme kommer et ret stærkt grønt lys udenfor, og en skikkelse viser sig lige uden for vinduet. Et øjeblik står Scrooge som forstenet, så tager han sig sammen og slår gardinerne for.

(Idet han trækker gardinerne for) Nej, nej — ikke dig… ikke dig!

Går hurtigt hen til kaminen, hvor han tænder et lys i en stage. Man ser, han er rystet. Så høres lyde som af raslende lænker — de kommer nærmere, og fra den skjulte paneldør, som henligger i mørke, og uden at Scrooge lægger mærke til ham, kommer Marley ind. Om livet har han en lang lænke, som slæber efter ham hen ad gulvet.

 

Scrooge:        (Vender sig om ved lyden og får øje på ham) Marley!

Marleys spøgelse: Ja, det er mig — Marley.

Scrooge:        (Ryster) Hvad vil du mig?
Marley:         Tale med dig. Tale med min gamle partner.
Scrooge:        Nej — nej — det er ikke muligt. Du er jo død —for længe siden.

Marley:         Tvivler du? Kender du mig ikke…? Min stemme…
Scrooge:        Jo — det må være rigtigt. Men hvorfor kommer du her?

Marley:         Det kræves af ethvert menneske, at det under sin gang på jorden lever i samhørighed med sine medmennesker. Opfylder mennesket ikke dette krav, dømmes det til efter døden at vandre hvileløst rundt i verden og betragte alle de ting, som det i levende live havde haft magt til at udrette, men som ikke blev gjort. Også du er på vej til den tunge og bitre skæbne!

Scrooge:        Du lyver!

Marley:         Det er sandheden. Se blot på mine lænker, som jeg i al evighed må slæbe rundt med. Jeg har selv smedet dem, mens jeg levede. De er lavet af mig selv — led for led og meter for meter, af pengeskabe, nøgler og de penge, som jeg — ligesom du —   pugede sammen i stedet for at bruge dem til gavn og velsignelse. Og sådan vil det           også gå dig!

Scrooge:        Nej, nej, Marley—ikke mig… ikke mig!

Marley:         Vil du vide, hvor tung din kæde er allerede nu?

Scrooge:        Nej — sig det ikke.

Marley:         Den er allerede meget tungere end mine lænker. Tænk over det! I livet bevægede min ånd og mine tanker sig aldrig uden for dette kontor her. Jeg tænkte aldrig på  andet end tal og penge. Derfor er denne byrde min straf. Aldrig ro. Ingen fred. Stadig på vandring. Kun tortur og anger.

Scrooge:        Og sådan vil det også gå mig, siger du?

Marley:         Ja, også dig. Og det er på denne tid af året, det er allerværst. Hvorfor indså jeg dog ikke dengang, at for et kristent menneske er tiden kun kort til alt det, man bør  udrette? Hvorfor løftede jeg aldrig mit blik mod den hellige stjerne, som ledte de vise mænd til den fattige hytte? (Direkte til Scrooge) Hør mig. Min tid er næsten omme.

 

Uddrag 3

Mrs. Goodheart: Goddag. (Ser på sin indsamlingsliste) Det må så være Scrooge & Marley. Taler jeg med Mr. Scrooge eller Mr. Marley?

Scrooge:        (Kort for hovedet) Marley er død som en sild.

Mrs. G:          (Lidt chokeret) Som en si…

Scrooge:        Han døde for et år siden — netop i aften for et år siden.

Mrs. G:          Min dybeste medfølelse, Mr. Scrooge. Men jeg er ikke i tvivl om, at hans storsindede               offervillighed lever videre hos hans overlevende partner.

Scrooge:        (Hårdt) Offervillighed —ja, han var en ødeland, var han.

                      Bob kan dårligt skjule en fnisen. Scrooge truer ad ham.

Mrs. G:          Trangen er stor blandt de syge og fattige, og vi vil gerne hjælpe alle dem, vi kan. Navnlig nu op mod jul har mange tusinde behov for almindelige, små og hjælpende ting.

Scrooge:        Har vi ingen fængsler — og fattiggårde?
Mrs. G:          Jo—jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi IKKE havde.

Scrooge:        Såh? Efter det indtryk jeg fik, var jeg helt bange for, at de pludselig var forsvundet.

Mrs. G:          Nej, desværre. Og for at hjælpe alle de stakkels mennesker, som er i nød, er vi en kreds, der har påtaget os at indsamle kontante midler hos dem, som har i overflod. Hvor meget må jeg have lov at tegne Dem for?

Scrooge:        Ingenting.
Mrs. G:          Åh — De ønsker at være anonym?

Scrooge:        Når De spørger mig, hvad jeg ønsker, frue, så skal jeg fortælle Dem det lige ud. Jeg ønsker at få lov at være i fred! Jeg gejler ikke mig selv op til en forloren juleglæde, og     jeg har absolut ikke i sinde at gøre brug af mine surt sammentjente penge til fordel for nogle dovne slyngler, som ikke gider bestille noget. Gennem mine skatter er jeg med til at opretholde både fængsler og fattighuse, og de, der ikke kan klare sig selv, må sendes derhen. Det er det, vi har dem til.

Mrs.G:           Mener De da ikke, De har en kristen pligt til at hjælpe de små og svage i samfundet?

Scrooge:        Hvad der er min pligt, skal jeg nok selv passe. Jeg har nok at gøre med at passe mit eget og blander mig ikke i andres affærer. Det er, hvad jeg har at sige om den ting. Min tid er meget optaget. Farvel, frue! (Han vender hende ryggen og stirrer ind i kaminen).

Copyright © · Alle rettigheder forbeholdes · Nærum Gymnasium Musik · Nærum Gymnasium

Nærum Gymnasium Musik · 2012 - 2017