Det laver musikelever fra NAG i dag
Amanda Wium Hallstrøm Musik på Nærum – 2007-2010
MGK studerende, pianist, sanger og komponist med kunstnernavnet ”Amanda Wium”
Jeg kan ikke begynde at sætte få ord på hvor meget musik på NAG har gjort for mig. Jeg kigger på min gymnasietid og er dybt taknemmelig. For kommer du på NAG og ikke har spillet før, ligesom jeg gjorde, er der rig mulighed for at du bliver udfordret og kastet ud i spændende ting og det bedste af det hele, bliver dygtigere! Jeg havde spillet et par enkelte sange på klaveret før jeg startede i 1g men var ikke særlig god til det. Jeg havde aldrig sunget før da jeg simpelthen ikke havde modet til at træde op foran andre og synge.
I dag studerer jeg på 3. År på Københavns MGK med rytmisk klaver som hovedfag. På MGK har jeg fag som teori, sammenspil, hørelære og stemmetræning. Jeg har på mit tredje og sidste år også fået sangundervisning da jeg altid har ønsket at blive undervist i sang. Derudover spiller jeg lidt bas og guitar ved siden af.
Musiklærerne på NAG er i høj grad med til at få musiklivet til at swinge super godt! De er dedikerede og yderst professionelle. Jeg var med i koret i alle 3 år og endda også et år efter gymnasiet og elskede det – jeg kan nu se et par år efter at det har gjort rigtig meget for min sangstemme. Koret var et fællesskab og jeg var en af dem der gik og glædede mig til hver torsdag kl 19.30.
I dag er jeg gået musikkens vej. Jeg har brugt det sidste år på at lave min første plade. Jeg udgiver mandag d. 16 september EP’en ”These Keys”. Den indeholder 5 af mine nyeste sange og jeg har komponeret alle sange, skrevet teksterne, arrangeret numrene, indspillet dem sammen med mit dygtige band og produceret det. Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med en dygtig mixer fra USA som også har arbejdet med Prince, Chaka Khan, Kelly Rowland og Alicia Keys. Lørdag d. 14 september (to dage før den officielle udgivelse) har jeg i samarbejde med Templet (spillested i Lyngby) arrangeret et kæmpe releaseparty hvor jeg udvider mit band til at være et stort orkester bestående af 14 mand. Jeg har brugt de seneste måneder på at arrangere 12 af mine sange til mit orkester bestående af fantastisk dygtige musikere og gode venner.
Find min musik på Spotify og Itunes fra d. 16 september!
www.facebook.com/Amandawium
www.amandawium.com
Anne Yndgaard Storm NAG 2007-2010 – Musik på Nærum – musik A-niveau
I 9. klasse var jeg på ingen måde afklaret med, hvad jeg skulle efter gymnasiet. Så da jeg stod og skulle vælge studieretning, valgte jeg en, som havde de fag, der interesserede mig. Det var Musik og Matematik. Valget med musik skyldtes dels, at musik fyldte meget i mit liv og dels, at jeg fra min søster, som også havde musik højniveau, havde hørt rigtig gode ting om musiklivet. Og hvis det gik helt galt med de valgte fag kunne man jo altid skifte studieretning.
Jeg fandt hurtigt ud af, at der er noget helt specielt ved sammenholdet i en højniveaus musikklasse. Vi havde en kæmpe fælles interesse – om man så kom med en baggrund som sanger, spillede et instrument eller bare synes musik var fedt. Noget specielt som musikerne på gymnasiet havde var musikturene og koncerterne på skolen. Derudover var der både musicals og kor. Der var showband og der var plads til at man kunne starte sit eget vilde funky band. Studielivet på gymnasiet var hurtigt andet end bare bøger og lommeregnere, og at have en musiktime det var et dejligt afbræk fra den ellers meget boglige verden. Ikke at glemme at musik også er teoretisk.
I det første halvår af min gymnasietid fandt jeg ud af, hvad min fremtidsdrøm var. Lidt overraskende og modsat musik var det at læse til læge. Musik betød stadig rigtig meget for mig, men jeg havde svært ved at se det være mit levebrød resten af livet. Jeg blev hurtig klar over hvilke fag det krævede for at læse et sådan studie. På det tidspunkt var det ikke den oplagte studieretning at have, og jeg manglede et enkelt fag. Studievejledningen hjalp mig ikke meget andet end at give mig muligheden for at skifte studieretning. Jeg synes at det var svært at forestille mig at skulle helt væk fra musik og den skønne klasse jeg nu var havnet i. Jeg gjorde det ikke, og på ingen måde fortryder jeg det valg.
Heldet endte med at være på min side, da jeg gennem valgfagsblokke fik det fag, som jeg manglede – endda på det rigtige niveau. Efter gymnasiet tog jeg halvandet års pause med arbejde og rejser i Østafrika. Til efteråret begynder jeg på mit 4. semester på medicin ved Århus Universitet.
Gymnasiet er en fantastisk (og hård) tid i ens liv som man aldrig glemmer. At vide hvad man vil efter gymnasiet er mere undtagelsen end reglen. Det er næsten umuligt at vide, hvad man skal resten af livet så tidligt. Mit gyldne råd er derfor, at man i gymnasiet skal vælge de fag som man interesserer sig for. Det kan nogen gange være svært at forstille sig, hvad man kan bruge et fag som musik til på de videregående uddannelser. Men det giver rigtig meget på en masse andre niveauer end bare et fag og en karakter på eksamensbeviset.
Michael Lindahl 1.-3.y. 2004-2007 – Musik på Nærum – musik A-niveau
Civilingeniør og guitarist i bandet Alfunks.
Jeg kan tydeligt huske hvordan jeg stod med valget imellem om det skulle være Fysik eller Musik der skulle være mit andet højniveaufag udover matematik. Jeg valgte musik og det er jeg stadig glad for den dag i dag. At have musik på højniveau har givet mig en masse oplevelser jeg ikke vil være foruden og mange af de personer jeg spillede musik med dengang er stadig mine venner i dag.
Jeg er nu færdiguddannet som civilingeniør, men selvom jeg ikke har valgt musikken som karrierevej er jeg stadig en aktiv musiker. Udover at musikken giver mig et dejligt afbræk i hverdagen er jeg også overbevist om at man som musiker bliver bedre til at løse problemer kreativt. Det er helt sikkert noget der har gavnet mig, både på studiet og i jobbet, når jeg har stået foran en ny teknisk problemstilling som ikke har været løst af andre før mig. Samtidig har jeg som musiker lært altid at kunne få et samarbejde i en gruppe til at fungere, samt fået en sceneerfaring jeg har haft stor glæde af når jeg har holdt foredrag for kollegaer og på konferencer rundt omkring i verdenen.
Så hvis man interesserer sig for musik er der al mulig grund til at putte lidt ekstra kulør på ens gymnasietid og få nogle uforglemmelige år på NAG.
Patricia
Mit navn er Patricia, og jeg studerer i øjeblikket på musikkonservatoriet i Aarhus med klassisk klaver som hovedfag på 2. år.
Jeg startede på Nærum Gymnasium i 2007 med musik og matematik som linjefag. For mig var det den mest oplagte linje, eftersom jeg altid har haft det sjovt med matematik, og har spillet kaver siden jeg var 8 år gammel.
Gennem mine gymnasieår var jeg sikker på at jeg skulle havne på DTU. At gå på musikkonservatoriet var kun en drøm, som jeg synes kunne være meget sjov at prøve. Så da jeg i mit sabbatår søgte ind på konservatoriet i Aarhus, for her var den lærer, jeg helst ville have, var det mest for sjov, og det var uden egentlig at tro på succes. Da det længeventede brev om optagelse endelig kom, var det en glædelig overraskelse, og jeg er så glad for, jeg tog chancen.
Jeg gik aldrig på MGK, så rigtig meget af den viden jeg bruger i dag, og skulle bruge til den teoretiske del af min optagelsesprøve, kommer fra min gymnasietid. Herovre har vi selvfølgelig endnu mere dybdegående historie om klassisk musik (i hele 2,5 år!) og teori og hørelære ved siden af vores instrument. Det er så rart at have en god basisviden fra gymnasiet at kunne støtte sig op ad.
Dog synes jeg det bedste ved at have valgt musiklinjen har været sammenholdet og alle de mange arrangementer. Det har været sjovt at spille koncerter, hyggeligt at tage på musiktur og det har været det bedste at have haft de klassekammerater, som jeg stadig mødes med, og en jeg faktisk bor sammen med. Vi har alle stadig musikinteressen til fælles, selv om vi nu er spredt over Danmark og universiteter!
Christian Taksøe-Vester 1.-3.x. 2004-2007 – Musik på Nærum – musik A-niveau
Musik var en stor del af min gymnasietid på Nærum Gymnasium. De personer jeg mødte, og undervisere jeg havde, var med til at give mig en passion for musik, som jeg stadig har i dag. Den obligatoriske musikundervisning på 1. år fangede mig med det samme, og jeg valgte musik på A-niveau på 2. og 3. år. Før gymnasiet var jeg nybegynder på guitar med et meget begrænset repetoire inden for rockgenren. Da jeg gik ud, kunne jeg synge, spille klaver, var blevet erfaren guitarist og havde udvidet min musikhorisont til også at omfatte klassisk musik og jazz – i dag spiller jeg også saxofon. Musik på Nærum Gymnasium var således med til at skabe mig som den musikinteresserede person, jeg er i dag.
Efter min opfattelse var Nærum Gymnasium udstyret med nogle rigtig gode faciliteter og ikke mindst gode undervisere, der var med til at sætte spark i musiklivet blandt eleverne. Musikhøjniveau-tur, bandfestival og caféarrangementer skabte grobund for et rockband, jeg startede med nogle gymnasiekammerater. Mit medlemskab af gymnasiekoret, og de kompentencer inden for korarrangering, som musikundervisningen gav mig, medførte, at jeg dannede en korgruppe med 3 gode venner, som gjorde tv- og radiooptræden, herunder i det velkendte talentprogram x-factor. Desuden var jeg med til at opføre en stor musical på gymnasiet og var fast inventar til forårskoncerterne og koncerterne med koret, hvor jeg fortsatte som medlem, selv efter jeg var gået ud af gymnasiet.
Mange af de mennesker jeg mødte i forbindelse med musik på Nærum Gymnasium er stadig en stor del af mit sociale liv i dag. Selvom jeg i dag er godt på vej ind i advokatbranchen og dermed ikke har valgt musik som levevejen, er musik stadig min hobby og støbeform for min sociale omgangskreds.
Mads Christian Sørensen 1.-3.y. NAG 2004-2007 – Musik på Nærum – musik A-niveau
Cand.jur og skabspianist.
At have musik højniveau på NAG var noget af det bedste ved min gymnasietid. Med deltagelse i koret, bands, musicals og cafe-aftener blev jeg udfordret konstant, og udviklede mig både socialt og fagligt. Med en hverdag med ’almindelige’ fag, der hurtigt kunne blive langhåret og kedelig, var musik undervisningen altid et meget kærkomment afbræk. Gennem de fælles projekter, koncerter og musikture (både de officielle og uoficielle) knyttede man hurtigt stærke bånd blandt musikholdene. Efter gymnasiet fortsatte størstedelen af musikholdene med at spille i de bands de havde startet, og den dag i dag mødes vi stadig og spiller musik.
Fagligt udviklede man sig enormt. Ikke kun inden for et instrument man selv kender, men også med nye instrumenter og sang, blev man udfordret. De engagerede undervisere udfordrede musikholdene, og ambitionerne for den næste koncert blev kun større og større. Som elev havde vi selv indflydelse på mange af projekterne, og kunne f.eks. skrive musikken til skolemusicalen. At have musik som et af sine fag, gjorde også at man fik mere overskud til at følge undervisningen i andre fag og forbedrede dermed ens generelle faglige niveau.
Musikundervisningen på NAG gjorde mig utrolig scenevant, en egenskab som jeg i høj grad har kunne bruge i tiden efter gymnasiet, både på job og i min fritid. Fremlæggelser, præsentationer, foredrag, konferencer – det hele bliver lettere, når man flere gange har stået overfor hundredevis af mennesker og sunget, spillet og underholdt. Selv (jura)studiet bliver lettere når man har musik, band og koncerter i fritiden, som afbræk fra bøgerne. Uforglemmelige oplevelser, tætte venskaber og et liv med musik. Så bliver det da ikke bedre.
Fie Tinning 3.T. 2005-2007 – Musik på Nærum – musik B-niveau
Musik er ikke noget jeg gik særlig meget op i før gymnasiet. Jeg valgte det på C-niveau, fordi det kun kunne være bedre end billedkunst. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt. Jeg startede i koret for at prøve noget nyt, og blev efterhånden så afhængig, at jeg måtte blive en fast del af dette og samtidig løfte musik til B-niveau. Og det skal selvfølgelig nævnes, at jeg ingen instrumenter kunne spille og ingen noder kunne læse inden jeg kastede mig ud i dette. Ikke nok med at jeg lærte disse ting, jeg fik venskaber for livet og de bedste oplevelser i min gymnasietid. Jeg læser medicin nu på kandidatdelen, og valgte musik på B-niveau i stedet for kemi og fysik. Fag som jeg endte med at mangle, men det var et valg jeg aldrig har fortrudt. Musik var et pusterum, hvor man kunne have det sjovt og udfordre sig selv på en helt ny måde. Jeg laver ikke noget med musik lige nu, men hvis mine gamle musik-undervisere starter et kor for alumni-elever – så skal de altså ringe til mig!
Mie Marie Hye-Knudsen 3.T. 2005-2007 – Musik på Nærum – musik B-niveau
På NAG havde jeg musik på B-niveau valgfag, hvilket jeg stadig er meget glad for, at jeg valgte. Musikken blev prioriteret højt, og mine tre år i koret blev nydt i fulde drag.
Efter gymnasiet tog jeg til Australien med en veninde fra gymnasiet med hvem jeg også havde sunget i koret. Vi optrådte juleaften i en kirke i Sydney med en af vores julesange fa tiden på NAG. Herefter tog jeg et halvt år på højskole på Musik- og Teaterhøjskolen, hvor jeg fik spillet en masse musik, dog med særligt fokus på sang.
Idag læser jeg psykologi på KU, så musikken bliver nok ikke min levevej. Dog er det stadig en fritidsinteresse, jeg holder ved lige ved siden af studiet. Jeg synger i et kor, der hedder Concentus, så jeg får mit ugentlig indskud af glæde og sang.
Derudover gav musikken på NAG også et stort socialt udbytte. Nu her 5 år efter, jeg blev student, er vi stadig en stor gruppe mennesker, der mødte hinanden i koret og stadig ser rigtig meget til hinanden.
Jeg tror på, at man i sine år på gymnasiet skylder sig selv at lave noget, der gør en glad – ikke kun mens man er i gang, men også mange år senere. Det er det, musikken har gjort for mig!